Linå
Velkomstbrochure til Linå.
Linå er en levende landsby, der ligger hvor is og vand har skabt et smukt varieret landskab, hvor mennesker har fundet sig til rette og haft deres udkomme, lige siden de første jægere strejfede om, da isen trak sig tilbage.
Linå blev til en landsby, da bønder lagde deres gårde ved et lyst og åbent sted i å-dalen.
Linå fik en kvaderstenskirke i 1200-tallet. Den blev sognekirke for Silkeborg Slot.
Linå fik stor betydning da de to adelsveje, Aarhus / Ringkøbing og Skanderborg / Viborg krydsede hinanden i Linå. Der blev behov for kro med overnatning og for handelsboder.
Linå blev valgt til placering af Rytterskolen i Silkeborg Slots rytterdistrikt. Byggeriet blev startet 1721.
Linå Kirke sogn og matrikelkortet er vel den sidste rest af Linås ”storhedstid”. Området var i gamle dage så stort at Silkeborg, Sejs, Svejbæk, Mollerup og Resenbro hørte under Linå Sogn.
Landsbyen Linå består af ca. 250 husstande med omkring 500 indbyggere og dertil mange fritliggende gårde. I den gamle bydel ligger en række bindingsværkshuse, der er med til at skabe en landsbyhygge, og omkring bykernen er der årene igennem bygget nye boliger, både parcelhuse og rækkehuse der enten er privatejede eller er en del af et boligselskab.
Efter at der i mange år ikke er foretaget nybyggeri i Linå, er der i 2018 sat gang i et større nybyggeri bestående af 19 dobbelthuse ved Linå Overgård, og dermed er der taget hul på den udbygning af Linå, som der i mange år har været mulighed for via allerede vedtagne lokal- og kommuneplaner.
Efter at den nedlagte Linå Skole har stået tom siden skolelukningen, er der nu igen kommet liv i de tidligere skolebygninger, da der blev åbnet mulighed for at drive erhvervsvirksomhed fra adressen.
Gennem de senere år er der forsvundet flere af de gamle velkendte bygninger i byen. Det gamle savværk blev fjernet i forbindelse med byfornyelsen i 2001. På savværksgrunden nyder vi nu i stedet det grønne Linå Torv omkranset af smukke lindetræer.
Den oprindelige Linå Brugsbygning, senere købmandsbutik og døgnbutik, blev efter at have stået tom i en årrække, fjernet i 2017, og ligger som en tom byggegrund med mulighed for boligbebyggelse.
Senest er der søgt om nedrivningstilladelse af den gamle rytterskole, men på grund af indsigelser har kommunen imødekommet ønsket om, at forsøge at bevare den kulturhistoriske bygning. En gruppe Linå-borgere undersøger pt. mulighederne for etablering af en form for ”kulturhus” i bygningen.
Tilbage er det meget velfungerende Linå Forsamlingshus, der er booket langt frem i tiden, samt en næsten ny idrætshal, Linå Hallen, der er placeret på Kløverpladsen (den gamle idrætsplads).
Vi har også en rigtig god idrætsforening LLIF (Laven Linå Idrætsforening), der tilbyder mange forskellige aktiviteter både sommer og vinter. I Linå Vesterskov er der mulighed for skovfitness. I hallen tilbydes mange forskellige sportsgrene, både for unge og ældre. Sidste skud på stammen er et nyt godt indrettet fitnesscenter, der tilbyder træning med uddannede lokale instruktører. I sommeren 2019 er der ved frivillig arbejdskraft foretaget en større tilbygning til klubhuset, så den stærkt stigende fitnessafdeling har fået den tiltrængte plads. I sin tid blev der oprettet en cross-bane under Silkeborg Aftenskole, bag den store idrætsplads på Linåtoften. Driften af denne bane er nu overtaget af LLIF.
På Kløverpladsen blev der i forbindelse med den gennemførte Linå byfornyelse i starten af 00-erne etableret petanquebane, ligesom det gamle omklædningsrum (en skurvogn) blev ændret til en form for klubhus.
I 2020 har Silkeborg kommune etableret Børnehuset Linå på Kløverpladsen tæt på Linåhallen. Børnehuset er en integreret vuggestue og børnehave, som er normeret til 40 børn i alderen 0-6 år. Børnehuset ligger ved et stort grønt område, hvor der både er træer, buske og krat og hvor børnelege rigtig kan udfoldes. Uden for Børnehusets åbningstid kan legepladsen frit bruges af områdets børn.
I forbindelse med Børnehusets etablering er petanquebanen flyttet til det modsatte hjørne af Kløverpladsen, og der er opført et nyt klubhus med tilhørende toilet og tekøkken samt en overdækket terrasse.
Foreningslivet blomstrer også i Linå. Ud over idrætsforeningen er der Linå og Omegns Husholdningsforening, der har mange aktiviteter i gang. Som enhver rigtig landsby skal have, er der efterår – vinter og forår fællesspisning i forsamlingshuset, hvor de forskellige gader og veje ofte skiftes til at være ”værter”.
Endelig har vi Linå Kirke med tilhørende sognehus, hvor der, udover kirkelige handlinger, ligeledes er mange aktiviteter af kulturel art
Skal byen atter blomstre op? Vi tror på det, og en af de ting der kan sætte skub i udbygningen er den nye motorvej – Silkeborgmotorvejen – der jo ligger tæt på Linå, men samtidig er naturlig afskærmet. Som det ses alle andre steder skaber det grobund for udvikling. En udvikling der allerede har givet sig udslag i opførelsen af 19 nye dobbelthuse ved Overgårdsvænget, hvilket byggeprojekt forventes færdiggjort med udlejning for øje i 2020. Der arbejdes desuden med lokalplan for opførelse af yderligere 12 dobbelthuse samme sted. (se skitse under referat fra 7. maj 2020).
I efteråret 1981 startede en gruppe borgere i området Linå, Laven, Mollerup og Hårup, et af de første lokalråd i Danmark, og efter års ”kamp” blev de accepteret inde i Silkeborg. Det er det samarbejde som alle lokalråd har glæde af i dag. Desværre faldt vores lokalråd fra hinanden efter skolelukningen, hvor interesserne blev spredte.
Kommunen valgte herefter at lægge Linå ind under Resenbro Lokalråd, hvor lokalrådsideen også har eksisteret i mange år. Lokalrådet består derfor også af repræsentanter fra Linå.
Linå er stadig fuld af liv og muligheder. Linå har forbavsende mange tilbud indenfor kultur, sport og folkelighed. Se nærmere herom i den særskilte Velkommen til Linå Folder.
Velkomstbrochure til Linå.